Kostplaner og kulhydrattælling...

Kostplaner og kulhydrattælling er to forskellige måder – at have styring på kosten i forhold til diabetes.

Kostplaner er den traditionelle måde at holde regnskab med kosten – og også den jeg i sin tid blev præsenteret for fra hospitalets side. Men den er pokkers upraktisk – når det handler om at leve et nogenlunde ”normalt” og aktivt liv.

De kostplaner jeg blev præsenteret for, bestod af lister med vægtangivelse på ALT hvad jeg måtte og skulle spise på bestemte tidspunkter. Mængderne blev angivet efter et portionssystem – hvor en portion kulhydratholdig mad svarede til 10gram kulhydrater. Fedt, kød og grøntsager blev også angivet efter portionssystemet – efter hvor fedtholdige og fiberholdige de var.

Sammen med kostplanerne fik jeg nogle ombytningslister – hvor det fremgik hvor mange gram af de forskellige produkter, der passede til portionerne. Det sammen med en dynge madopskrifter, der var lavet efter samme koncept.

I den første tid brugte jeg meget tid på at stå og veje grønsagsportioner og kød – på ”guldvægten”. Så det var en kompleks og praktisk besværlig størrelse at skulle leve med.

Kulhydrattælling har jeg aldrig fået oplæring i. Det har jeg lært mig selv.

Da jeg fik diabetes, reagerede jeg ved at begynde at læse om det – for at finde ud af hvad det handlede om. Jeg læste også en del om kost og ernæring – og der gik ikke lang tid, inden jeg begyndte at undre mig over formålet med de detaljerede kostplaner, jeg var blevet præsenteret for.

Det eneste der påvirkede blodsukkerværdierne var kulhydratmængderne.

Grønsager, fedt og kød – drop ”guldvægten” – og tag det ud fra smag, lyst og almene håndregler om at spiste groft og spare på det animalske fedt.

Var det nødvendigt med specielle madopskrifter? Nej – det var det heller ikke. Det, der var nødvendigt at vide, var, hvor mange kulhydrater der var i den mad jeg spiste.

Så var kostplanerne reduceret til viden om kulhydratmængderne i de forskellige råvarer – kombineret med læsning af varedeklarationer når jeg handlede ind.

Det var jo helt anderledes mobilt og praktisk at have med at gøre.

Det andet element der betyder noget for kosten – er sammenhængen med insulinmængden. Hvor meget insulin skal der bruges til en portion kulhydrat. Der er ikke så meget andet at gøre, end at prøve sig frem. Jeg brugte udgangspunktet med kostplanerne – og efterhånden blev det bare reduceret til antallet af portioner kulhydrat i sammenhæng med antal enheder insulin. Og derfra er det en træningssag, at få øjemålet og evnen til at vurdere – fra situation til situation.

Det tredje element der betyder noget for kosten – er ydre faktorer, der påvirker insulinvirkningen og energiomsætningen: Temperatur, fysisk aktivitet, stress, og 117 andre små ting.

Det er min erfaring, at de faktorer er den største udfordring. Og det er igen et spørgsmål om at prøve sig frem – drage sine erfaringer – og lære at tænke dem med ind i vurderingerne af kulhydratmængderne.

Det er et temperamentsspørgsmål, hvad der ligger bedst for – for den enkelte – kostplaner eller kulhydrattælling.

For mig var det vigtigt – at jeg kunne leve aktivt – og så var kulhydratælling, den for mig mest logiske og enkle måde at takle kostens betydning for diabetes på…


Slut på side...

» Til toppen...