Lave blodsukre...

Det at lære at takle lave blodsukre – er en af de besværligheder, der følger med diabetes.

Det ville have været dejligt, hvis blodsukkerne kun kunne blive enten for høje eller for lave. Men så nemt skal det ikke være.

Lave blodsukre er en del af livet – og vil aldrig kunne undgås, hvis man er nogenlunde godt reguleret.

Det er ikke sjovt at få et lavt blodsukker i den voldsomme ende. Det er ubehageligt. Men det er også noget, som man er nødt til at leve med – og nødt til at prøve at acceptere, uden at være bange for dem.

Symptomerne på lave blodsukre kan være noget forskellige – alt efter hvilke omstændigheder de opstår under.

Der er nogen diabetikere, der ikke kan mærke nogen symptomer – og lever med en stor risiko for at få et insulinchok og miste bevidstheden, fordi de ikke får nogen ”forvarsler”, som de kan reagere på.

Jeg har selv tre ”typer” af symptomer på, at mit blodsukker er lavt.

Det ene symptom er en meget voldsom træthed. Virkelig træt. Så træt at jeg har mest lyst til bare at lægge mig ned – og lægge mig til at sove – lige der hvor jeg er.

Det symptom kan nogle gange være svært at tolke, som et lavt blodsukker, for det kan jo også skyldes – at jeg bare er træt. Hvis det er sent på aftenen – eller en dag hvor jeg har haft meget om ørerne – så kan jeg være i tvivl. Så i de tilfælde er det noget jeg tjekker med en blodsukkermåling.

Træthed som symptom på lavt blodsukker – oplever jeg typisk ved et lavt fysisk aktivitetsniveau. Hvis jeg slapper af – ser en god film, læser, skriver eller noget andet ”stillesiddende”. Men det betyder også, at de lave blodsukre jeg oplever på den måde – nogen gange kan blive meget lave (omkring de 2) – før jeg registrerer dem. For det opleves ikke voldsomt eller ubehageligt – ikke før de er røget ned i den voldsomme ende.

Den anden type symptom jeg oplever – er de mere ubehagelige. Jeg tror bedst, jeg kan sammenligne dem med det ”sus”, man kan få i maven – hvis man bliver alvorlig forskrækket eller bange. Og det er et mere eller mindre ”mildt” ”sus” – alt efter hvor lavt og hvor hurtigt blodsukret bliver lavt.

Hvis mit blodsukker ryger meget hurtigt og meget langt ned (omkring de 2), så er symptomerne meget tydelige og voldsomme. Der er jeg aldrig i tvivl – og af en eller anden grund, har jeg altid reageret ved at begynde at spise, når det sker – uden egentlig ”at tænke” over det. Det har altid været en refleksreaktion hos mig. Jeg havde på et tidspunkt en kollega, der også var diabetiker. Hun havde det på samme måde.

Jeg kan også få den form for symptomer på lave blodsukre – selvom blodsukkerne ikke er kritisk lave. Det kan ske, hvis der sker et hurtigt fald i blodsukret. Det oplevede jeg, da jeg startede på Lantus, og var blevet kraftig overmedicineret. Jeg mærkede, at der var noget galt – selvom jeg kunne måle et pænt blodsukker på 8. Men 10 minutter efter var det 7. Så det jeg mærkede, var faldet.

Den tredje type symptom er fysisk udmattelse.

Det kan jeg opleve, hvis jeg for eksempel cykler. Hvis mit blodsukker begynder at blive lavt, kan det nogle gange mærkes, ved at fødderne bliver ”blytunge” – og jeg simpelthen ikke kan løfte dem.

Men det symptom er ligesom med træthed – noget der er svært at afgøre, når det sker. Er jeg fysisk udmattet – eller er det blodsukret?

Så er der nogen omstændigheder – der er svære. Varme. Hedebølger om sommeren. Jeg bliver ligesom så mange andre, lidt mat og træt – når der er meget varmt – og det ”forstyrrer” fornemmelsen for blodsukkeret. Det gør væskebalancen også.

For nogle år siden, blev jeg pludselig rigtig dårlig, da jeg gik på gaden en varm sommerdag. Jeg vidste at det ikke kunne være blodsukret, der var lavt – så jeg gik ind i en kiosk og købte en liter vand – og drak den. Det hjalp. Så i de meget varme perioder – er det nødvendigt at måle blodsukre noget hyppigere end ellers.

Lave blodsukre er ikke ”farlige” – hvis man har evnen til at mærke symptomerne – og er i stand til at reagere konstruktivt på dem. Men de er ubehagelige – og de ”udmatter”.

Det der sker, er at energien til hjernen forsvinder – og du nærmer dig tilstanden ”bevidstløs” – som er det, der kan ske, hvis ikke du får noget hurtig tilførsel af sukker. Og det er hårdt at opleve det. Det er jo en ekstrem belastning for kroppen. Så alt for mange meget lave blodsukre, der kræver et hurtigt og stort sukkerindtag, for at få op igen – er noget der tager på kræfterne.

Det er forskelligt hvor på blodsukkerskalaen, den enkelte diabetiker oplever, at have det godt, eller at ligge lidt for lavt. Jeg har det selv bedst – med blodsukre mellem 5 og 10. Der oplever jeg, at jeg har det godt – er mest ”frisk”.

Ved blodsukkere mellem 3 og 4 vil jeg, alt efter hvad jeg laver – opleve en begyndende ”afmatning”. Ikke noget alvorligt. Mere som det, der hos ikke-diabetikere vil opleves som, at ”nu kan jeg godt trænge til en pause” – ”afmatning”. Som jo så igen – ligeså godt kan skyldes – at man også af andre grunde – godt kunne trænge til en pause – ligesom ikke-diabetikere.

Blodsukre under 3 – opleves for mig som ubehagelige – og det er her, de kritiske grænser opstår, hvor jeg skal have noget hurtig sukkertilførsel.

I de godt 20 år jeg har haft diabetes – har jeg selvfølgelig haft mange lave blodsukre. Men det er da stadig ubehageligt og opslidende – at få dem. Det bliver aldrig ”sjovt”.

Jeg har, udover den første tid med diabetes – kun oplevet én gang – hvor jeg har været bange – for det jeg oplevede. Det var da jeg blev overdoseret med Lantus insulin. Det var alvorligt – og det rystede mig.

Læs eventuelt indlægget: Insulinvirkningen er IKKE lægens bord


Slut på side...

» Til toppen...